Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Tandbehandling af hund og kat


Har dit kæledyr tandproblemer?

Sunde tænder hos hund og kat

Er du i tvivl om din kat eller hund har sunde tænder, så tilbyder vi et gratis tandtjek af din hund eller kat, både på Odsherreds Dyrehospital i Asnæs og på Nykøbing Dyreklinik.

Tandproblemer er en fællesbetegnelse, der blandt andet dækker over:

  • Tandsten - dental calculus
  • Plaque
  • Dybe tandkødslommer-  paradentose
  • Tandkødsbetændelse
  • Knækkede tænder
  • Resorptioner (specielt hos kat, betyder populært sagt at tanden "bliver spist")
  • Emaljedefekter
  • Tandbylder

Forebyggelse:

Tandsten og tendens til tandsygdomme er i høj grad medfødt. Nogen hunde og katte danner meget tandsten uanset kosten, andre gør ikke. Det afhænger af spyttets sammensætning, mundhulens udformning og bakteriefloraen.

  • Daglig tandbørstning absolut mest effektivt, - men det er der meget få dyreejere, der rent faktisk får gjort.
  • Tyggeben, dental-sticks og andet, der kræver tyggearbejde generelt har også en forebyggende effekt.
  • Special-diæter, der har en udformning så hunden eller katten skal tygge helt ind igemmen foderkuglen, før den går i stykker. Det har også en vis effekt overfor tandstensdannelse.

Behandling:

  • Er der først kommet tandsten, kan man ikke fjerne det selv som hunde- eller katteejer. Det kræver professionel tandbehandling i fuld narkose med overvågning.
  • Tandrens + polering, grundig mundhuleundersøgelse med vurdering af tandkødslommer og evt. tandrøntgen er minimum
  • Hvis der er skader på tænderne, kraftig paradentose, resorptioner ind til rødderne eller andre alvorlige problemer, trækkes tænderne ud.
  • I nogle tilfælde kan man vælge at rodfylde tanden og dermed bevare den. Rodbehandlede tænder bliver svagere, så der er større risiko for at tanden knækker.

Dyrene sagtens kan leve godt uden tænder - de kan sågar også lære sig at spise tørkost efterfølgende.

Tandproblemer hos dyr gør ondt og smerte kan være uendeligt svært at se på et dyr. Ofte opdager folk det først, når de dårlige tænder er behandlet, og dyret er blevet smertefrit. Så er det som at få en helt ny hund eller kat.

Hellere ingen tænder - end dårlige tænder.

Tandbørstning

8 ud af 10 hunde og katte får problemer med tænderne - men en stor del af disse gener kan undgås ved daglig tandbørstning

Er det virkelig muligt at børste tænder på et dyr? Svaret er ja, men det kræver tilvænning og træning. Til gengæld kan du være så privilegeret at du sparer dyre behandlinger hos tanddyrlægen.

  • Børst din hund/kats tænder dagligt - det er ikke tilstrækkeligt at give tandrigtige godbidder/foder
  • Tjek regelmæssigt, om din hund/kat har rødt og betændt tandkød, tandsten (gulligbrune belægninger), knækkede/beskadigede tænder, misfarvede blålige tænder, træsplinter, sår eller lignende.
  • Sørg for, at din hund/kat får undersøgt mundhulen af en dyrlæge minimum én gang årligt.

 Din indsats gør en forskel. Jo tidligere du begynder med at børste tænder på din hund/kat, desto nemmere bliver det for hunden/katten at vænne sig til det - og des bedre forebygger du tandsygdomme. Start med at træne i korte sekvenser og husk at rose dyret, når det samarbejder.

  • Brug en passende blød tandbørste og evt. tandpasta lavet til dyr.
  • Hold støttende om dyrets næseryg og løft læben. Børst i rolige cirkelbevægelser først på en enkelt tand. Efterhånden som dyret vænner sig til tandbørstningen, kan man børste flere tænder.
  • Når dyret er blevet vant til tandbørstningen, kan du prøve at begynde at børste tændernes inderside.

Du kan se en video om tandbørstning på www.netdyredoktor.dk



Tandrensning og behandling af tandlidelser

De fleste mennesker går regelmæssigt til kontrol hos tandlægen for at forebygge tandsygdomme, og alle ved, at det kræver daglige tandbørstninger for at holde tænder og tandkød sundt. 
Sygdomme i tænder og tandkød er en af de hyppigste problemer blandt hunde og katte i dag. Mange gange bliver vi i klinikken først præsenteret for dyrene, når problemerne er blevet alvorlige og måske kræver udtrækning af en eller flere tænder. Derudover kan ubehandlede tandproblemer give alvorlige sekundære problemer som bl.a. blodforgiftning, nyreproblemer og hjerteklapbetændelse. Lidelser som kan medføre kroniske problemer for dyret resten af livet. Dyr udtrykker ikke smerte tydeligt, og mange gange er det vanskeligt at afgøre, om dyret overhovedet har smerter. Mennesker, der har prøvet at have tandpine, ved hvor smertefuldt det er, og der er intet der tyder på, at hunde og katte har færre smerter, end vi mennesker har.

Alle hunde og katte kan få tandsten, men nogle dyr er mere disponeret for tandsten end andre. Det drejer sig især om små hunderace, dyr der fodres med vådfoder og menneskemad, og dyr der fodres med sukkerholdige godbidder. Derudover er der en genetisk prædisposition blandt nogle hunderacer, der hyppigt udvikler paradentose, og dermed risiko for at tabe deres tænder. 

SYMPTOMER:

Man bør få undersøgt sin hund eller kat, hvis den har en eller flere af følgende symptomer:

  • dårlig ånde
  • misfarvede tænder
  • tydelige belægninger på tænderne
  • knækkede tænder
  • nedsat appetit i længere tid (starter ofte med manglende lyst til tyggeben o.lign.)
  • savler meget
  • har rødme/eksem omkring munden
  • feber
  • vægttab
  • generelle tegn på sygdom eller utrivelighed

DIAGNOSE:

Her på Dyrehospitalet starter vi så vidt muligt altid med en undersøgelse af patienten, mens ejeren er til stede. Den indledende undersøgelse foregår uden at dyret er bedøvet. Hvis der er tegn på tandlidelse lægges patienten i narkose, og der laves en grundig undersøgelse af alle tænderne.

Det kan være nødvendigt at tage røntgenbilleder af tænderne, som vi kender det fra vores egen tandlæge, for at afgøre om der er sygdomsforandringer i tandrødderne der kræver behandling.

BEHANDLING:

For mange år tilbage var det normalt, at mange dyr fik kradset tandsten af med et lille skarpt instrument, mens dyret var vågent, når de alligevel var nede hos dyrlægen. Denne metode bruges ikke mere. Man har fundet ud af, at der ved denne metode efterlades en masse ridser i tændernes emalje, som øger risikoen for nye bakteriebelægninger og efterfølgende tandsten.

I dag bedøver vi alle patienter til tandrens og udvidet tandundersøgelse. Det er simpelthen ikke muligt at udføre dette på dyr, der ikke er bedøvede.

Behandlingen afhænger af problemerne hos den enkelte patient. Tandstenene fjernes ved hjælp af en ultralydsrenser, som skånsomt fjerner tandstensbelægningerne uden at beskadige emaljen. Alle tandkødslommer måles og renses op. Det er nemlig i tandkødslommerne bakterierne gemmer sig, og det er herfra, de fleste tandlidelser udvikles. Dybe tandkødslomme er tegn på tandsygdom, og i disse tilfælde vil røntgenbilleder altid være afgørende for, hvilken behandling man bør lave. Efter tandrensningen bliver alle tænder poleret, så tænderne bliver glatte, så nye belægninger har sværere ved at sætte sig fast.

Vi anbefaler som udgangspunkt røntgenbilleder af alle tænder, for at vurdere om der er tandlidelser, der ikke kan ses på tandkronen. Hunde og katte kan ikke fortælle, at de har tandsmerter, og derfor er røntgenbilleder nødvendig ved en fuld tandbehandling. 

Undervejs i behandlingen ringer vi ejer op, hvis der er tegn på tandlidelser, der kræver yderligere behandling eller udtræk. Dette kan i nogle tilfælde udføres samme dag. Andre gange skal behandlingen forløbe over 2 bedøvelser.

Man kan i nogle tilfælde nøjes med en tandrensning uden røntgenbilleder, hvis der ikke er mistanke om tandlidelser og eller hunden/katten har fået taget røntgenbilleder indenfor 6-12 mdr. uden anmærkninger.

Der laves en grundig tandjournal på alle patienter, som udleveres i kopi til ejeren.

HJEMSENDELSE:

Patienterne hjemsendes samme dag, når de er vågnet efter bedøvelsen. Det første døgns tid efter hjemsendelsen er dyret oftest træt, og kan være en smule slinger pga. bedøvelsen. Dyret bør holdes i ro, og skal have lov at spise og drikke efter lyst. Det kan være nødvendigt at give blød kost i nogle dage, hvis dyret har fået fjernet tænder eller har kraftig betændelse i mundhulen. 

Hvis dyret har brug for medicinsk behandling efterfølgende, vil det blive udleveret ved hjemsendelsen af dyret.

FOREBYGGELSE:

Der er flere ting, man som ejer kan gøre, for at forebygge tandproblemer hos sin hund eller kat.

Daglig tandbørstning er den mest effektive måde hvorpå, man kan forebygge tandsten på hos både hunde og katte. Alle hunde og katte kan lære at få børstet tænder, og det kræver kun en almindelig børnetandbørste og en tube hundetandpasta.

Tørfoder er bedre for tænderne end vådfoder.

Til hunde kan almindelige tyggeben være en god ide, men mest effektive er de specielle ”tandrenseben”, hvis fysiske udformning gør, at bakteriebelægninger (plak) hindres og de tilsatte kalciumbindende stoffer gør, at der ikke ikke så nemt dannes tandsten.

Til hunde eller katte der er disponeret for tandsten, kan et specielt tandfoder være med til at forebygge yderligere tandstensbelægninger.

Har dyret allerede fået tandsten bør den tandrenses, for at undgå yderligere udvikling af paradentose eller andre følgevirkninger. Nogle dyr har behov for tandrensning jævnligt, f.eks. 1 – 2 gange årligt.

SPECIELLE SYGDOMME:

Paradentose:
Paradentose er den hyppigste årsag til tab af tænder blandt hunde, men kan også ses hos katte. Små hunde er prædisponeret, måske fordi de ofte har mere tendens til tandstensdannelse end de store hunde.

Paradentose er en betændelsestilstand i knoglen omkring tandroden. Paradentose er en fremadskridende proces, hvor infektionen bliver mere og mere omfattende og til sidst løsnes tænderne. Tilstanden er smertefuld og infektionen i mundhulen kan sprede sig til andre steder i kroppen. Tilstanden starter med plak belægninger, der lægger sig som et slimlag på tænder og i tandkødslommerne. Bakterierne i plakken udskiller stoffer, der medfører akut betændelse i tandkødet og nedbrydning af det væv, der holder tænderne fast i kæbeknoglen, derved bliver tanden løs.

Hvis dyret kommer i behandling i tide, kan udviklingen bremses, men er tænderne først løse, kan de ikke reddes.

Dyr med paradentose kræver hyppig kontrol af tænder, jævnlig tandrensning og evt. medicinsk behandling i perioder.

Tandresorptioner:

Tandresorptioner er en tilstand, hvor tanden bliver nedbrudt af kroppens egne celler. Herved kommer der huller i tænderne. Det er ikke huller, som vi kender fra mennesker, hvor det er caries, der giver disse huller.

Vi kender ikke årsagen til at tandresorptioner opstår, men når den kommer, er lidelsen ofte smertefuld og kræver at tanden fjernes.

Tilstanden ses hyppigt hos katte og tidligere kaldte vi sygdommen FORL (feline odontoclastic resorptive lesions)

Denne betegnelse er vi gået væk fra, da lidelsen også forekommer hos hunde.