Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Kiropraktik hos Odsherreds Dyrehospital

Kiropraktisk behandling af hest og hund

Kiropraktisk behandling er de seneste 5-10 år blevet et mere og mere almindeligt supplement til den traditionelle dyrlæge behandling, når vi konfronteres med haltheder eller bevægelses forstyrrelser hos vores heste og hunde.

Human kiropraktisk behandling blev i Danmark i 1991 godkendt som en del af det etablerede behandlingssystem fungerende under sygesikringen. Mange forbinder nok primært kiropraktisk behandling med en behandlingsform, der er anvendelig ved akut opstået ryg- og nakkesmerter. Kiropraktiske behandlinger er dog blevet en stadig større del af sportens verden, hvor man ved at optimere bevægeligheden i rygsøjlen nedsætter risikoen for overbelastnings skader. På samme vis bliver den kiropraktiske behandlingsform også i høj grad anvendt i hestesporten dels i forbindelse med behandling af haltheder og funktions nedsættelse, men også i stor udstrækning anvendt som en forebyggende behandling mod skader hos højt ydende sportsheste og hunde.

Hvad er kiropraktik?

Det centrale i den kiropraktiske behandling er subluxationer ("låsninger") i rygsøjlen og de heraf følgende funktionsforstyrrelser i nervebaner og muskler. Kiropraktik er en behandlingsform hvor man ved en præcis, hurtig og kontrolleret manipulation genopretter bevægeligheden i et led.

For at et led kan fungere optimalt, kræves det at de muskler og sener, der sørger for at leddet bevæger sig, modtager korrekt information fra de nerver der forsyner området med informationer fra rygmarv og hjernen. Rygmarven løber fra udspringet på kraniet indesluttet i rygmarvskanalen i ryghvirvlerne hele vejen ned til korsbenet.

Mellem hver ryghvirvel er en lille åbning hvor der udspringer spinal nerver. Disse nerver sender og modtager informationer mellem hjernen, rygmarven og muskler, led, sener, ligamenter, organer m.m..

Mellem hver ryghvirvel er der små led kaldet facetled. Subluxationer opstår når den normale bevægelighed mellem ryghvirvlerne nedsættes eller ændres. Derved ændres rygsøjlens flexibilitet og fører til øget stivhed og muskelspændinger. Nedsat mobilitet mellem to ryghvirvler kan påvirke de nerver, der udspringer omkring det pågældende rygmarvssegment, hvorved det neurologiske signal fra centralnervesystemet ud til led, sener, muskler, organer m.m. ændres.

Målet med den kiropraktiske behandling er at genoprette normal ledbevægelighed og derved normal nervefunktion. En normal nervefunktion er som nævnt afgørende for normal muskel og led funktion samt for sundhed og vitalitet i organerne.

For at kunne udføre en korrekt kiropraktisk behandling, er det af afgørende betydning, at man har et indgående anatomisk og fysiologisk kendskab til hvordan de enkelte leds bevægelsesmønstre er. Ved den kiropraktiske undersøgelse vurderes bevægeligheden i hver enkelt led og der behandles i de områder hvor bevægeligheden er nedsat. Oftest vil områder i rygsøjlen med nedsat bevægelighed (subluxation) føre til muskelspændinger og kompensation i andre steder i rygsøjlen. På længere sigt vil det ændrede neurologiske signal kunne føre til overbelastninger, nedsat funktion, skader, smerter mm. fra andre steder i kroppen.

  Hvordan foregår en kiropraktisk behandling?

Som ved al anden dyrlæge behandling vil der indledningsvis optages en anamnese/sygehistorie på dyret, hvor ejer bl.a. fortæller hvordan problemerne opleves og hvor længe det har stået på. Herefter foretages en vurdering af kropsholdning, benstilling, balance, symmetri, muskelfylde mm. Patienten ses herefter i bevægelse for at evaluere haltheder eller afvigende bevægelsesmønster. Vha. undersøgelses metodikken "motion palpation" hvorved man tester om det enkelte led bevæger sig optimalt inden for leddets normale anatomiske område, lokaliseres og behandles de områder at rygsøjler, der har nedsat bevægelighed. Dette benævnes som nævnt ofte som subluxationer eller "låste"l ed.

Der er dog ikke tale om at ryghvirvlerne er gået "af led" eller er "ude af led", men blot at der er nedsat bevægelighed i et eller flere ledsegmenter, hvilken kan føre til dramatiske ændringer i bevægelsesfunktionen og alment befindende hos det enkelte dyr.

Den kiropraktiske behandling udføres ved en præcis og hurtig manipulation af det eller de ledsegmenter, der har reduceret bevægelighed, hvorved man søger at genoprettet leddets normale bevægelsesmuligheder. Ved den kiropraktiske behandling bevæges leddet inden for dets normale anatomiske begrænsning og der sker ikke en overstrækning af de støttende ligamenter og bindevævsstrukturer omkring leddet.

Den kiropraktiske behandling er ikke farlig for dyret men bør kun udføres af personer med tilstrækkelig kendskab til anatomi, fysiologi, neurologi, biomekanik og kiropraktik.

 Hvilke patienter kan have gavn af kiropraktisk behandling?

Kiropraktik anvendes især på heste og hunde, men kan principielt anvendes på mange andre dyrearter forudsat, at behandleren har det tilstrækkeligt kendskab til de artsspecifikke variationer i anatomi og biomekanik.

Hos heste og hunde ses mange forskellige symptomer i forbindelse med kiropraktiske problemer.

Mulige symptomer hos hund:

  • ændret gangmønster fx pasgang
  • uspecifikke haltheder
  • ændret sidde position
  • motions intolerance
  • hunden ligger sig altid på samme side
  • akutte rygsmerter
  • slikke eksem på ben eller poter
  • inkontinens
  • asymmetri i muskulatur

Mulige symptomer hos hest:

  • uspecifikke haltheder
  • nedsat præstation
  • slår med hoved under ridning
  • svært ved den ene volte
  • problemer med at springe i galop
  • ændret adfærd
  • forøger følsomhed ved berøring
  • ændring i positur
  • asymmetri i muskulatur

Den kiropraktiske behandling kan på ingen måde erstatte den traditionelle dyrlæge behandling, men kan i visse tilfælde være et værdifuldt supplement til behandling af funktionsforstyrrelser i hvirvelsøjlen. Desuden vil dyr med langvarige halthedsproblematikker ofte kompensere for den ændrede biomekanik og få smerter og nedsat bevægelighed andre steder.

Veterinær Kiropraktor Uddannelse

Kiropraktik anvendt i den veterinære verden er endnu en forholdsvis ung behandlings form, med dannelse af den første veterinære kiropraktiske uddannelse og forening i USA i 1989 (The American Veterinaty Chiropractic Association, AVCA). I Europa er det muligt som dyrlæge eller human kiropraktor at tager en efteruddannelse i Tyskland indenfor veterinær kiropraktik. Uddannelsen forudsætter et indgående kendskab til neurologi, anatomi, fysiologi og biomekanik hvilket er årsagen til at kun dyrlæger og uddannede humane kiropraktorer kan optages på den internationale godkendte veterinære kiropraktor uddannelse. På IVCA´s hjemmeside (International Veterinary  Chiropractic Associationwww.i-v-c-a.com   findes en oversigt over samtlige certificered veterinære kiropraktorer i verden inkl. Danmark.

Du kan downloade en brochure om kiropraktik her.