Tandskader opstår meget nemt hos vores hunde, hvis de bider i hårde ting som eksempelvis sten.
Emaljen er kroppens hårdeste væv. Emaljen beskytter den underliggende tandrod og tandben.
I tandroden er der nerver og blodkar. I tandbenet (dentinen), der omkranser tandroden, er der små porer og nerver.
Hvis emaljen knækker af blottes det underliggende dentin. Dette kan give smerter eller isninger i tanden. Der kan også trænge bakterier ind og give anledning til betændelse i knoglen. Betændelsestilstand i knogle kan ikke altid erkendes udefra, men afsløres ved hjælp af et røntgenbillede.
Hvis tandskaden ikke involverer tandroden, og der ikke er infektion, kan man lakere skaden, således at smerten aftager og porerne i dentinen lukkes. Denne lakering holder kun midlertidigt afhængig af hvilken tand og hvor på tanden, skaden er placeret. De store tyggetænder (rovtanden) er udsat for større tryk og slidtage på tyggefladerne end de øvrige tænder.
Emaljeskade på rovtanden; ingen involvering af tandroden. Tanden er lakereret
Hvis skaden involverer tandroden skal tanden enten rodbehandles eller trækkes ud, da skaden giver anledning til kraftige smerter, og der er større sandsynlighed for betændelse ved rodspidsen.
Nogle hunde kan have meget dybe tandlommer. Dette betyder, at der samler sig mere plak og tandsten. Dybe tandlommer kan opstå hvis tandkødet begynder at vokse op på tanden. Hvis tandkødet er vokset op på tanden, kan man reducere noget af vævet, så tandkødslommen bliver mindre.
En normal tandkødslommer måler 1-3 mm. Tandkødslommen måles med et tandinstrument, der er afrundet i enden.
I dybe tandkødslommer ophobes plak og skadelige bakterier, hvilket fører til tandkødsbetændelse og paradentose.
Dyb tandkødslomme; måler 4 mm
Tandkødslommen måler efter reducering 2 mm
Daglig tandbørstning sørger for at holde bakteriemiljøet nede, således at der ikke udvikles plak og tandsten, som er forstadiet til paradentoseudviklingen.