Bliv klogere på korn-frit foder til hunde

Skrevet af Dyrlæge Vibeke Lassen

Palæo kost, low carb, high protein/high fat, der er mange meninger om, hvad den sundeste kost er til os mennesker, det samme gælder for hunde. Den største trend for tiden er korn-frie produkter til hund - det gælder korn-frit fuldfoder, korn-frie godbidder osv. Men er der egentligt videnskabeligt belæg for at fodre med korn-frie foderprodukter til vores hunde?

Korn i foder dækker over alle korntyper inkl. majs. Disse produkter bruges som energi og stivelseskilde til foderet. Rå Plantedele har en lavere fordøjelighed end kød pga. deres celluloselag, men når plantedelene findeles og koges er fordøjeligheden stort set det samme som kød. Udover energi til foderet bidrager korn også med fibre, fedtsyre og forskellige aminosyrer.

Vi hører mange argumenter fra vores klienter i klinikken for brug af korn-frit foder til hunde, men er der tale om myter eller faktuel viden? I det følgende vil de hyppigste argumenter/myter blive gennemgået.


Myte #1 - hunde er kødspisere og kan ikke fordøje korn

Vores hunde er ikke ulve. De har udviklet og tilpasset sig gennem mange generationer til at spise foder med højt indhold af stivelse og kulhydrater. En undersøgelse fra Sverige i 2013 viste, at de 3 gener der er ansvarlige for fordøjelse af stivelse, var 7-12 gange højere hos hunde end hos ulve. Andre forsøg har undersøgt, hvor stor en del af den indtaget stivelse, der fordøjes hos hunde og katte og her viser resultatet, at mere end 95% af den stivelse der indtages, fordøjes.


Myte #2 - Korn er allergifremkaldende

Foderallergi er generelt sjældent. Kun ca. 10% af hunde med allergi har alene fodermiddelallergi, mens resten af de allergiske hunde reagerer på andre allergener f.eks. husstøvmider, skimmelsvampe og forskellige pollen. Der er på nuværende tidspunkt, ingen undersøgelser der viser, at hunde på korn-frie foderdiæter har lavere forekomst af allergi, eller at korn i sig selv er mere tilbøjelig til at igangsætte et allergisk respons. Historisk set har de mest fremkaldende foderemner været oksekød og mælkeprodukter.


Myte #3 - Et foders kvalitet kan vurderes ud fra indholdslisten

En indholdsfortegnelse på bagsiden af et givent foder siger intet om kvaliteten, ernæringsbalancen eller fordøjeligheden af den enkelte energikilde. Der har de sidste år været flere programmer i fjernsynet og de skrevne medier, hvor forskellige institutioner har sammenlignet forskellige fodre og konkluderet, at billige fodre kan være lige så gode som de dyre. Her har man kun kigget på indholdslisten og fordelingen af protein, kulhydrater, fedt mm. Man har ikke kigget på fordøjeligheden af de forskellige komponenter eller hvad de bidrager med i den samlede ernæringsprofil. Det kan være umuligt at se på en indholdsfortegnelse om foderet er af høj kvalitet. Det bedste man som hundeejer kan gøre, er at vælge en foderproducent man har tillid til, og som kan dokumentere at de løbende undersøger, om foderet også virker på hunde i praksis.


Myte #4 - Korn er bare fyldstof i foderet

Kornprodukter bidrager med energi, mange essentielle ernæringskomponenter og fibre, som er vigtige for en optimal fordøjelse. Vi ser en del hunde med tilbagevendende analkirtelproblemer og andre fordøjelsesproblemer, som alene kan afhjælpes ved tilskud af fibre til deres foder. Et tørfoder kan ikke laves til foderpiller uden stivelse i foderet, derfor tilsættes korn-frit foder andre stivelseskilder som kartofler, bønner o.l. men ernæringsmæssigt er der ikke den store forskel.


Hvordan vælger man det rigtige foder til din hund?

Det at vælge det optimale foder til sin hund, kan være en jungle og der er mange rigtig gode foderprodukter tilgængelige på markedet. Hvordan skal man så vælge? Det bedste man kan gøre, er at søge information og rådgivning hos en forhandler, man har tillid til. Det kan bl.a. være hos din dyrlæge. Vælg et foder fra en producent som kan dokumentere, at der lægger viden bag deres udvikling og gerne at den viden fortsat evalueres, så foderet bliver tilpasset ny viden. I sidste ende er det vigtigste, hvordan din hund trives på det valgte foder - er pelsen blank, er hunden glad, er afføringen normal? Hunde er forskellige og kan have forskellige behov, derfor vil der altid være nogen hunde, der fungerer bedre på et foder end et andet. Det gør ikke nødvendigvis det ene foder dårligere end det andet.

Er du i tvivl om du har valgt det rigtige foder, er du altid velkommen til at komme ned og tage en snak med os om, hvad vi ville anbefale til netop din hund.

Kilde: trends, AAHA, Januar 2016