Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Hvad skal du være opmærksom på?

Brug af dækken til heste Skrevet af Klinikassistent Karina Holm | 17. okt 2016

I dag er det meget moderne at bruge ordet accessories og det bruges også til heste og ikke mindst i form af dækkener. Men man skal ikke bare hoppe med på bølgen af mode, men tænke sig om inden man bruger dækkener. Bruges dækkener forkert kan det have store konsekvenser for hesten, ikke mindst i form af skader og sygdomme. Dækkener har dog også fordele, når de bruges rigtigt.

Før man køber dækken bør man overveje om der er behov for det. Se på hesten, dens type, huld og pels. Hvad bruges hesten til, hvordan er hestens kondition og hvilken årstid skal dækkenet bruges. De fleste heste kan dog gå uden dækken. Pelsen laver selv et naturligt dækken efter årstiden, lang pels hvis det er koldt, kort om sommeren og fedt som vandafvisende regnfrakke. Fuldblods- og varmblodsheste har ofte behov for ekstra varme og laver ikke den lange vinterpels, her kan et dækken hjælpe. Den lange pels om vinteren kan være besværlig, hvis man rider meget og hesten sveder eller bliver snavset, så kan en klipning eller/og et dækken være til stor hjælp.

Dækkener findes i mange tykkelser og bør derfor bruges efter pelstype. Har man en hest som ikke rides hver dag, bør man endnu en gang overveje et dækken, da det kræver man tager det af, børster hesten og lufter dækkenet hver dag for at undgå hudproblemer fra fugt, snavs og gnave sår.

Når man skal vælge dækken, skal størrelsen selvfølgelig være i orden. Den måles fra manken til halerod. Pasformen skal være, så det ikke strammer eller på anden måde generer hesten. Der findes udedækkener, regndækkener, stalddækkener, sveddækkener osv., alle i forskellige kvaliteter og materialer. De mest almindelige materialer i dækkener er bomuld, nylon, polyester, uld, fleece og polypropylen. Dækkenet bør som det mindste være vandafvisende, dvs. holde til let regn og holde hesten tør, selv om den lægger sig i vådt strøelse. Man skal også se på slidstyrken, denier (trådens finhed), så det kan holde til en god rulletur og leg på folden. Valget afhænger også af, om hesten får skiftet dækken inden for, eller om man skal have et dækken som både kan bruges inde som ude (åndbart). Jeg vil dog altid vælge de åndbare dækkener af åndbare materialer.

Der findes desværre ikke helt klare regler for brugen af dækkener, men observer hesten og brug den sunde fornuft inden du beslutter brugen, behovet af dækken og vær omhyggelig med valget af type.

 

Del denne historie