Patienthistorie - Simba

Den altædende kat Skrevet af Dyrlæge Vibeke Lassen | 19. mar 2018

Simba er en frisk lille hankat på 1½ år. Han lever normalt for at spise, drille de andre katte i familien og finde på mærkelige påfund. Han har desværre siden han var killing haft en forkærlighed for at lege med og spise børnenes legetøj, især skumgummipatroner til diverse Nerf geværer og hovedtøj til legehestene. 

Fra den ene dag til den anden holdt han pludseligt op med at spise, og begyndte at kaste op. Mest væske med lidt galde i. Han blev mere og mere slap. 

Simba måtte en tur på Dyrehospitalet. Blodprøverne viste at han var dehydreret, men ikke hvad årsagen til hans sygdom var. Røntgen af maven viste lidt luftophobning i tarmene, men ikke nogen endelig diagnose. Ultralydsskanning af maven viste en lokal forandring i tarmen, men ikke specifikt hvilken. Da Simbas ejer vidste, at han har tendens til at spise legetøj, var mistanken om et fremmedlegeme der allerede, så vi besluttede at åbne ham kirurgisk og kigge efter. Ganske rigtigt fandt vi resterne af en skumgummipatron i hans tyndtarm. Patronen blev fjernet og tarmen syet sammen igen.

 

Dagen efter var Simba frisk igen og kunne komme hjem. Simba er igen gårdens frække kat med en glubende appetit, og børnene må nu være ekstra opmærksomme på at Simba ikke kan komme til legetøjet, så han ikke igen får spist noget der ikke kan passere.

 

Del denne historie