Må man bruge Frontline til kaniner?

Fipronil forgiftning Skrevet af Dyrlæge Vibeke Lassen | 10. jun 2016

Kaniner kan også få lopper og flåter, men der er ikke nogen registrerede produkter til behandling af kaniner. Frontline er et af de produkter der nogen gange har været benyttet, men det kan være giftigt for kaniner.

Frontline indeholder stoffet Fipronil. Årsagen til at det er giftigt for kaniner, når det tåles godt af mange andre dyr er ukendt. Det menes at kunne skyldes, at kaninerne slikker deres pels ren efterfølgende, og da op til 50% af stoffet kan optages gennem mund og tarmkanal kan det give alvorlige forgiftningssymptomer.

Symptomer på forgiftning:

  • Kramper (Kan ses indenfor de første 24 timer, men de fleste kaniner udvikler kramper indenfor de første 3-4 timer)
  • Anorexi
  • Slaphed
  • Hypothermi (kaninen kan ikke opretholde sin normale kropsvarme)
  • Rystelser
  • Tarmproblemer
  • Savlen

Behandling:

Der findes ingen modgift, men forskellige former for støtteterapi kan forsøges, kræver ofte at kaninen indlægges på dyrehospitalet.

  • Vask med shampoo (husk at tørre kaninen efterfølgende, så den ikke afkøles)
  • Medicinsk kul (nedsætter optag af stoffet fra mavetarmkanalen)
  • Krampestillende medicin
  • Væskebehandling

Prognose:

Overlevelseschancerne afhænger af mængden af Fipronil kaninen har optaget og hvor hurtigt behandling iværksættes. Generelt er prognosen reserveret.

Del denne historie